Cotes sætter turbo på væksten

30.9.11: Cotes A/S fra Skælskør får nu mulighed for at forfølge en endnu mere offensiv vækststrategi. Virksomheden har indgået en aftale med den regionale fond CAT Invest Zealand, som sikrer en kapitaltilførsel på 5 mio. kr. Fondens kapital kommer bl.a. fra Region Sjælland og EU.

Cotes har 25 års erfaring som specialister i affugtning. Virksomhedens produkter spænder lige fra de mindste affugtere, som anvendes i private husstande, til store industrielle anlæg i millionklassen. 90 % af affugterne bliver solgt på eksportmarkedet, og Skælskør-virksomheden forventer at ekspandere yderligere.

De industrielle affugtere bliver brugt af så vidt forskellige brancher som medicinalvirksomheder, batteriproducenter og vindmølleproducenter. Alle har det samme behov for lav luftfugtighed. Det kan være for at øge processtabiliteten eller for at forhindre kondens og korrosion og dermed sikre en lang levetid med et minimum af vedligehold.

Administrerende direktør Thomas Rønnow glæder sig over kapitaltilførslen:

- Vi tilbyder markedets bedste løsninger til fugtregulering med store energimæssige og økonomiske fordele. Vi har derfor meget ambitiøse vækstplaner, og med CAT Invest Zealands investering får vi mulighed for at sikre en endnu hurtigere vækst.

Cotes' spidskompetence er den såkaldte adsorptionsteknologi, som bl.a. også er meget effektiv ved lave temperaturer. Det kan være i skøjtehaller, lagerrum, spraytørringsanlæg eller i vindmøller. Særligt hvis der fokuseres på energibesparelser, har Cotes' teknologi nogle afgørende fordele. Affugterne kan nemlig udnytte spildvarme og dermed spare elektricitet, hvilket igen har en gavnlig effekt på miljøet. Fx leverer Cotes affugtere til skøjtehaller, hvor udnyttelsen af spildvarmen medfører op til 70 % reduktion i energiforbruget.

Cotes beskæftiger i dag ca. 35 medarbejdere, men forventer at skabe yderligere arbejdspladser i Skælskør for at understøtte vækstplanerne.

Investment manager Finn Mogensen, CAT Invest Zealand, hæfter sig både ved udviklingsmulighederne i virksomheden og ved betydningen for regionen:

- Investeringen gavner naturligvis først og fremmest Cotes og deres vækstplaner. Men det er samtidig værd at notere, at Cotes er en af de virksomheder, som bidrager til, at Region Sjælland står stærkt på cleantech-området. Så udover at investere i en virksomhed med et kolossalt potentiale er CAT Invest Zealand også med til at befæste en regional styrkeposition.


   Site Map | RSS Feed
 

CAPNOVA A/S l  Universitetsparken 7  l  4000 Roskilde  l  tlf. 4676 0850

Copyright © IKKE AKTIVERET LICENS - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.